Området

Malaga


Malaga by er hovedstaden på Costa del Sol

Den har Spaniens tredje største lufthavn, som ligger omkring 8 km fra byens centrum.

Byen har også Spaniens næststørste havn, hvor mange krydstogtskibe lægger til. Sandstrandene på begge sider af havnen har de for stedet typiske strandbarer. Her tilbydes traditionel frisk fisk og sangria til gode priser.
Det er en rimelig stor by med over 600.000 indbyggere. Denne internationale by har en fantastisk kunst- og kulturarv. De enormt mange restauranter og tapasbarer er med til at give Malaga en fantastisk atmosfære både dag og nat. Byens varme atmosfære, historie, kultur og underholdning gør, at den er en fantastisk by at besøge.

Den gamle bydel, som ligger i byens centrum, har mange historiske bygninger. Her er der stor mulighed for at shoppe. Lige noget for damerne. Her ligger den mest berømte indkøbsgade i Malaga, Calle Marques de Larios. Meget belejligt ligger den tæt på Katedralen, Picasso Museet og det er nemt at parkere i de underjordiske parkeringsanlæg. Sulten kan man også få stillet, idet der ligger mange restauranter i sidegaderne som støder op til denne indkøbsgade.

 

Malaga er også kendt for sine tagbarer. Tagbarerne har åbent fra midt på foråret og lukker ned omkring midten af oktober. Barerne holder typisk åbent fra midt på dagen, hvis de har frokost på menuen. På hverdage lukker de omkring kl. 02 og lidt senere i weekenderne.

De fleste gode tagbarer findes på byens hoteller.

Hvis man vil nyde en enestående udsigt over Malagas havnefront er det AC Hotel Malaga Palacio, Calle Cortina del Muelle nr. 1 eller nabohotellet Molina Lario, Calle Molina Lario nr. 22, man skal vælge og/eller har man lyst til at se ud over Malagas historiske centrum med byens skæve tage og mange kirketårne er det Salles Centro Hotel, Calle Marmoles 6, eller Oasis Backpackers Hostel, Calle San Telmo 14.

For at sige det ganske enkelt. Der er ingen bedre måde, at tilbringe en sommeraften i Malaga.

Malaga er en by med mange museer. Picasso blev født i byen og flere museer, er dedikeret til ham, inkl. det største, Museo Picasso Malaga, beliggende Palacio de Buenavista. www.museopicassomalaga.org.

Følgende museer er også et besøg værd:

Det nye Centro Pompidou, beliggende Pasaje Doctor Carillo Casaux. www.centrepompidoumalaga.eu.

Coleccion del Museo Ruso (Det Russike Museum), beliggende Av.  de Sor Teresa Prat. www.coleccionmuseoruso.es

Centro De Arte Contemporaneo (Malagas Moderne Museum), beliggende Calle Alemania. www.cacmalaga.eu

Museo Carmen Thyssen, beliggende Calle Compania.

www.carmenthyssenmalaga.org

Når man er i byen og har lyst til en tur i et særdeles smukt naturområde ligger der ikke langt fra Malaga et naturområde som hedder Paraje Natural Desembocadura del Guadalhorce. Området ligger ved Guadalhorceflodens udløb i Middelhavet og et væld af fugle holder til her.

Gibraltar


Sydvest for Costa del Sol ligger den sidste britiske koloni i Europa. Gibraltar er et imponerende sted trods dets størrelse på knap 6 km2. Der er ca. 118 km med bil fra Benalmadena.

Gibraltar har været årsag til stor splid mellem Storbritannien og Spanien gennem tiden. Spanien betragter fortsat Gibraltar som Spansk.

Byen er specielt populær på grund af de toldfrie priser. På hovedgaden Main Street, kan man gøre sig en rigtig god handel til nogle af de laveste priser i Europa. Men vær opmærksom på toldreglerne. Langs med Main Street er et hav af pubber, tea rooms og små spisesteder.

Man skal også tage sig tid til at køre op på klippen og nyde udsigten, den såkaldte ”The Rock Tour”. Der er flere forskellige bureauer som tilbyder sig man kan bl.a. bruge dette turbureau www.rocktoursgibraltar.com. Man kan naturligvis også tage turen på egen hånd.

Torcal de Antequera

Nord for Malaga og syd for den gamle romerske by Antequera, ligger et af Europas vigtigste naturområder. Det tager ca. 50 minutter (69KM) at køre dertil. For de golfinteresserede findes denne golfbane i området. www.golfantequera.com.

Området kaldes Torcal de Antequera (El Torcal) og er især kendt for sine fantastiske kalkklippeformationer og udsigten ud over det andalusiske landskab er intet mindre en spektakulært. I området findes også en ulvepark www.lobopark.com som er værd at besøge.

El Torcal består af tre forskellige slags kalkklipper: Ooliticas, Brechoides og Clásticas. Alle stammer fra havets bund fra Juraperioden, d.v.s mellem 250 og 150 mio år tilbage i tiden. Havbunden blev cementeret på grund af den konstante kalkaflejring og havets påvirkning. Under den store alpine jordfoldning i den senere juratid blev havbunden presset op til over 1000 meter over havoverfladen. Trods det bevarede den i vid udstrækning sin vandrette facon. Området blev udsat for en karakteristisk erosionsproces. Erosion og sammenstyrtning mellem revner har skabt det vi i dag kalder korridorer. Sprængninger i klipperne på grund af regnvand, som blev optaget, og som siden frøs til is samtidig med forandringer forårsaget af CO2-syren, som er tilstede i regnvandet, har modelleret klipperne i de fantastiske former, man ser i dag. Som i alle andre kalkbjerge, er der i El Torcal en enorm mængde slugter og afgrunde, grotter og andre former for underjordiske huler.

Granada

En tur til det andalusiske bagland hvor man kan opleve det gamle arabiske bygningsværk Alhambra, Maur Paladset og den smukke by Granada er næsten et ”must”. Turen til området tager ca. 1 time og 34 minutter (142KM).

Alhambra – Maur Paladset –  er at af Spaniens største turistattraktioner. Verdens ottende vidunder kalder de lokale det og et ordsprog siger ”har man ikke set Alhambra, har man intet set”. Har du et ønske om at besøge attraktionen, er det vigtigt at du bestiller i god tid. Billetter kan købes på hjemmesiden www.alhambra-tickets.es

Sommerpaladset, Generalife, med de smukke haver er også et besøg værd.

Turen derop skifter gradvist fra bjerglandsbyer til frodige højsletter med oliventræer og en masse andre subtropiske vækster. Granada ligger for foden af nogle af Spaniens højeste bjerge. Hvis vejret er klart kan man se den evige sne på bjergkæden Sierra Nevadas tinder. Sierra Nevadas er Spaniens største skisportsområde.

Ronda

Ronda er en af Spaniens ældste byer. Her findes nogle af Spaniens flotteste fotosteder og udkigspunkter. Byen er beliggende på en klippe godt 750m over havet og er delt i to af en lang kløft hvor Guadalevin-floden har eroderet sig igennem. Tre broer spænder sig over kløften i ca. 100-120 meters højde.

Turen til området tager ca. 1 time og 23 minutter (110KM).

Ronda er kendt for dens tyrefægtningsarena, som er Spaniens ældste. Bag Arenaen ligger parken Alameda del Tajo, hvorfra der er en spektakulær udsigt ud over Guadalevin-dalen.

Man skal også tage sig tid til at besøge den flotte Santa Maria-kirke, som både er arabisk, gotisk og romersk. På pladsen foran kirken ligger Ronda Rådhus som har en meget flot renæssancefacade.

Nerja og Frigiliana

Lidt nord fra Malaga ligger byen Nerja også kendt som Europas Balkon (El Balcón de Europa). Her ligger den verdensberømte drypstenshule (Lau Cuevas de Nerja). Drypstenshulen er 5 mio. år gamle. Hulen er 5 km lang og har tusindvis af stalaktitter (drypstenene hænger ned fra loftet) og stalagmitter (drypstenene står lodret op fra gulvet). Den blev først fundet i 1959 af fem venner, som hejsede sig ned via et jordfaldshul kaldet ”La Mina”, som er en af de to naturlige indgange til hulen. Der afholdes koncerter i hulen pga. den helt fantastiske akustik.

Turen til Nerja tager ca. 1 time (81)KM

Ca. 7KM fra Nerja ligger byen Frigiliana. Byen er det ægte Spanien og flere gange kåret som Spaniens smukkeste og bedst bevarede landsby. Når man slentrer rundt i de snoede trappegader mellem de hvidkalkede huse, oplever man straks hvorfor.

Fra toppen af byen har man en fantastisk udsigt til Middelhavet, olivenlunde og mandeltræer. I byen findes mange hyggelige butikker og skønne restauranter.

Har man løst til en længer vandretur foregår det f.eks. fra byens midte. Her følger man stien ned til floden hvor man kan vandre i timevis i Nationalparken.